Om kirke og missionshus

“Ellipsetænkningen” med det dobbelte engagement – kirken om formiddagen og missionshuset om aftenen – er helt urealistisk, i hvert fald for småbørnsfamilier. Er man engageret og føler, at man hører hjemme ét sted, er det stort.

Der hvor du er, Ole-Magnus Olafsrud

Ramte forbi dette citat i dag. Mon ikke han faktisk rammer noget vældigt centralt i debatten om kirke og missionshus???

Dørmission

Måske kender du til begrebet dørmission, men kender også til udfordringen at spørge et vildt fremmed menenske om at bruge 5 minutter af deres tid til en snak om Jesus. Simonster anbefaler derfor dette klip:

Gud har gang i noget

Mange unge føler at kirken ikke taler deres sprog. Kirken forstår ikke at Biblen er meget mere end retfærdiggørelse og syndernes forladelse. Kirken tror kun at det handler om tro, da vil Gud ordne alting som vi ikke selv kan klare.
Konsekvenserne for denne tænkning medfører let at kirkens medlemmer bliver siddende på deres flade og håber på at Gud vil sende arbejdere ud som kan forkynde evangeliet. Gud råber og råber, men lyden trænger ikke igennem kirkens tunge mure og klokkernes dumpe rungene i baggrunden.

Modstanden mod overvægten af retfærdiggørelse og “sola indgribus” fra Guds side, har teologiske følger som jeg mener kan skrives på tre sætninger:

Verden er noget lort.
Gud har gang i noget stort.
Kom og vær med i vores arbejdsfællesskab.

Der er ikke noget forkert i sådan en tænkning! Verden er noget lort på mange måder, og Gud har virekligt gang i noget stort. Det kristne fællesskab har også store fordele. Arbejdet mod et fælles mål, med et fælles centrum. Det er livskvalitet – og samarbejdet har det fælles mål: at være sammen med Kristus.

Men jeg ser også en faldgrube, nemlig at denne håben på menneskers fællesskab og optimisme fører til en forfejlet kristendom. Problemet er at sprøgsmålet om synd og skyld i forhold til Gud træder i baggrunden. Et menneske er skyldig i forhold til Gud og kan se frem til Guds dom. Dette er virkeligheden. Hvor meget vi end kæmper for en bedre verden, at gøre som Jesus og alt det der, så vil skylden altid være der. De tre linjer kan formuleres således:

Verden er noget lort.
Du er skyldig over for Gud.
Tro på Jesus, så ordner han dit problem.

Jeg går ind for at kombinere begge forståelser. Så at Guds tilgivende ordning, med Jesu forsonende død fører os over i et arbejdsfællesskab, fordi Gud netop har gang i noget stort.

Problemet med den sidste “tese” er der stadig. Nåden kan stadig blive en sovepude. Og jeg har ikke en genial løsning til hvordan begge udtryk kan kombineres “in real life”.