En sorgens dag for Kirken og den danske folkekirke

Folketingen har uretmæssigt blandet sig i kirkens indre anliggender. Og deres indgreb ind i selve kernen af ægteskabsforståelsen og ægteskabes særlige karakter, sådan som Gud har skabt det, er blevet fuldstændigt maltrakteret. “Frihed” siger Manu Sareen – men det er jo en tåbelighed og en direkte modsætning til kirkens lære og Jesu ord.

Personligt er jeg ret harm og frustreret. Særligt med henblik på den kovending der er sket bare siden 2010 hvor man senest lavede en undersøgelse omkring ægteskabet med en direkte afvisning af homoseksuelle vielser.

Vejen frem
Hvad er så vejen frem? Tjaaa… jeg må indrømme at jeg er ret splittet. Jeg kan huske at jeg i starten af mit teologistudie højt og helligt lovede at jeg ville melde mig ud af folkekirken hvis et sådan ritual nogensinde ville finde ind i folkekirken. Og jeg kan sagtens forstå mennesker som vil trække den konsekvens af dagens begivenheder. Men jeg synes også det er svært at tage sådan en beslutning. Fx. bliver det i mine øjne ret random hvilken kirke og teologi man kan erstatte – for der er i øjeblikket ikke rigtigt noget netværk som kan sikre og støtte en god teologisk, luthersk og bekendelsestro kirke. Og det er for mig ret afgørende at finde en menighed som på den lange bane er sikret god teologi og støtte. Evangelisk Luthersk Netværk er i øjeblikket i gang med at tage nogle skridt i den retning – men for mig at se er man ikke langt nok i arbejdet til at sikre en frikirke-ordning.

Derfor er jeg ret splittet – jeg kan vælge at blive menighedsløs eller ubibelsk-folkekirke-presset i en kirke som helt fejler den bibelske lære. Jeg kan selvfølgelig vælge at være pragmatisk og tænke MEGET lokalt omkring kirken – og støtte op om min lokale sognekirke. MEN – der er et stort men: nemlig at jeg også er engageret som bestyrelsesmedlem i Dansk Ethioper Mission – hvor vi netop som organisation med rødder i folkekirken bliver presset i forbindelse med vores samarbejdspartnere (Mekane Yesu kirken m.fl.).

Kirken er ikke bare den lille lokale menighed – men vi er på et stort legeme. Og derfor kan vi ikke bare tillade os at gå med skyklapper og tro at det nok går.

Vejen frem? Jeg ved det ikke. Eller – bibelen er klar! Vi må tale imod dem der går imod Guds ord. Gør det med frimodighed. Bed! Snak med dine venner. Men for min del.. jeg ved ikke hvor det bærer hen. Pt må jeg bare stå her og se til mens det hele suser forbi…

4 Replies to “En sorgens dag for Kirken og den danske folkekirke”

  1. Først og fremmest tak for en god og værdiorienteret debat (og blog).

    Jeg har dog 2 ting som jeg godt kunne ønske mig svar på eller bare delagtiggøre en interesseret i.

    1. – Først og fremmest ser jeg refleksioner omkring hvorfor og hvorfor ikke de levende kristne skal blive i kirken. Jeg er stor tilhænger af en offentlig sekularisering, derfor mener jeg også at når staten er et finansielt fundament for folkekirken, at de derfor, med den demokratiske styreform in mente, vores land beror på, at de i den sammenhæng skal være et talerør for folkets flertal. Flertallet har ikke altid ret – men flertallet bestemmer – en medbestemmelse danske kristne også er bundet og tilsluttet af.

    Er man derfor ikke enig i den teologi folkekirken forkynder; det værende sig homo-vielser, men også alt andet – da er folkekirken nok ikke et sted for vedkommende. Det er altså præmissen for folkekirken jeg er enig i – Dette forudsætter dog også, at kristne tør tage konsekvensen, og melde sig ud af denne institution. I hvert fald for at følge rationalet af mit argument.

    2. – Derudover er vielsen af homoseksuelle for mig i den teologiske optik også lidt af en gåde. Jeg skal fuldt ud indrømme min måske mangel på bibelkyndighed, men jeg forstår ikke hvorfor det netop er homoseksualitet vi som kristne skal gå på krigstien over?

    3. mos. 20:13: “Hvis en mand har samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde, har de begge to begået en vederstyggelighed. De skal lide døden. De har selv skylden for deres død” – Det ekstreme spørgsmål her er jo selvfølgelig hvorfor vi ikke slår homoseksuelle ihjel også? Det er som sådan mere den ‘vurdering’, der implicit ligger i denne blogs debat, af at vi ikke skal tillade homo-vielser, men undlader andre bibelske overlevringer, jeg er interesseret i. Om det er ‘fordrejende humanisme’ eller næstekærlighedsbudet der overtrumfer dødsstraf af vederstyggeligheden(Den Danske Ordbog; meget ubehagelig eller frastødende) skal jeg ikke gøre mig til smagsdommer af.

    Jonas

  2. Hej Jonas

    Tak for dit engagement!

    Ad 1) Folkekirke kan betyde kirke for folket eller folkets kirke. I vores tid er det en udbredt misforståelse at folket laver kirken. Det er derimod Jesus som laver kirken. At flertallet (også dem uden medlemskab) kan bestemme over kirken er i sig selv et paradoks – og strider også mod grundlovens §4 og 66 hvor der tales om at staten skal “støtte” (ikke bestemme) og at folkekirken skal have sin egen forfatning. Så netop staten ikke skal bestemme over kirken.
    Hvad angår at melde sig ud – så sker det allerede nu. Det skøre er bare at dem som melder sig ud jo oftest er de trofaste kirkegængere som forsvarer at vi har mange ansatte præster til at holde gudstjenester mv. (jf. sagen på Fyn om for mange præster til for få kirkegængere).
    Jeg mener heller ikke at Folkekirken er en servicekirke a la en kommune. Folkekirken har bekendesesskrifter den er forpligtet på – det kan folket aldrig ændre – dertil kræves en reformation og et brud.

    Ad 2) Gamle testamente er ret brugt af kritikere til at gøre grin med de kristne synspunkter. Men reelt set må vi gøre som det nye testamente gør – at læse GT med Jesu øjne. Romerbrevet kap 1 er ganske klart på synet af homoseksualitet – men overlader dommen til Gud. Synet på ægteskabet som mand og kvinde er også tydeligt fremhævet i NT. Når man læser det første kap i romerbrevet ser man at mennesker søger at gøre sig selv til Gud, gennem ondskab, dårlige handlinger, forkerte motiver til livets mening og oprør mod naturens orden (herunder udlevet homoseksualitet). Nogle tror at det betyder at løgn og bagtalelse er “små” synder i forhold til dette emne – men sagen er at Gud ikke tåler synd af nogen slags – men på den anden side, så ser vi heller ikke kirken opfordre til løgn eller utroskab?
    Derfor – når kampen netop står på dette punkt – så er det fordi kirken pludselig begynder at velsigne noget Gud fordømmer – og heri består katastrofen.

    Er det menneskefjendsk? Det kan i hvert fald føles sådan for den som læser ovenstående. Personligt hader jeg ikke mennesker som lever sådan – og det er i øvrigt heller ikke bibelens mening at man skal det (jf. næstekærlighed). Men – det er svært at fortælle hvad bibelen kalder dårligt/ondt/synd og samtidigt vise venlighed og kærlighed. Jeg indrømmer at det er en kæmpe udfordring – for mig. Og ovenstående er skrevet med det in mente at det som menneske er svært at tale hårdt mod synden og elske synderen (da alle mennesker jo er syndere).

    Jeg tror jeg stopper mit svar her – i det håb at vi ikke taler forbi hinanden – eller kommer til at misforstå centrale og vigtige budskaber som bibelen vil fortælle os. Giver det mening? Er det uretfærdigt? Kan forskellen mellem synd og synder mærkes?

  3. Jeg føler mig ikke forbitalt, tværtimod. Du sætter netop diskussionen ind i et mere nuanceret lys og belyser også problemerne ved det samfund kirken befinder sig i.

    Ad 1) Dog er jeg ret overbevist om at kirken ingen egentlig forfatning har, men den ‘lov’ der bliver refereret til i §66 ses i lyset af de statslige lovgivninger. Kirkeministeriet tager sig af kirkens indre anliggende – men er stadig understøttet (§4) af staten. Derfor er jeg ikke helt enig af din juridiske kausal af kirkens samfundsrolle. Men det er egentlig heller ikke så interessant – for min konklusion vil, uantastet af grundloven stadig være, som du også pointerer som konsekvens, at vi reformerer kirken.

    Omkring bekendelsesskrifterne er jeg ikke helt sikker på om der står noget omkring homo-vielser – dem har jeg kun skimtet.

    Ad 2) Som du egentlig ret flot understreger, så er det svært for mennesker at tale imod synden, da vi alle er syndere. Men det fordrer jo også, desværre, en dobbeltmoral, hos den der forkynder Guds ord. Men når manden i 1. kor. kap. 11 bliver omtalt som værende kvindes hoved – og at hun desuden skal have hovedbeklædning når hun beder – ja så ved jeg ærlig talt ikke hvad jeg skal sige om “Jesu øjne” m.m. jeg også må læse nyt testamente med dem. Så denne udfordring er vi begge enige om, men jeg ser den udspringe af noget vi selv kan regulere jf. hvorfor det netop er homoseksualitet vi modstrider os. Og homoseksualitet som det står i Rom. kap. 1 henleder til en lang række andre ‘uheldigheder’ kan jeg slet ikke tilslutte mig, hvorfor jeg derfor også synes netop den passage er misvisende, antaget det ikke er Guds direkte ord.

    Jeg må hellere følge dit gode eksempel og holde i tide, du må undskylde hvis jeg blev lidt stridig.

    Jonas

  4. Næ – jeg synes tonen er god!

    For mig at se falder hele argumentationen for romerbrevet sammen hvis alvoren fra 1,18 frem til 3,20 ikke læses i sin sammenhæng. Netop det gode budskab (evangelium) udspringer præcis fordi situationen for mennesket er så ringe som det er. Derfor bliver 3,21ff også nogle af de stærkeste vers om Guds godhed mod mennesket – på trods af menneskets manglende vilje til at leve som Gud havde tænkt det.

    Hvad angår hovedbeklædningen er det igen en af de klassiske man trækker op af hatten dog uden helt at se sammenhængen. Hvorfor mon Paulus siger: “Men da det nu regnes for en skam, når en kvindes hår er klippet, eller hendes hoved er raget, skal hun have hovedet tildækket.” For mig at se refereres der til tidens “bør” – ligesom man i dag måske ville sige at man skal folde hænderne når man skal bede (hvor den skik kommer fra har jeg tit undret mig over).

    Hvad angår §’erne så er lovgivning ikke lig med forfatning. Det er kirkehistorikere og lovgiver ganske enige om. Og siden grundloven har man flere gange – dog uden held – forsøgt at få en forfatning på plads. Men – efter hvad jeg kunne forstå i mit forløb i “kirkeret” har sagens kerne altid været at staten i så fald skulle afgive magt til kirken – og det har man aldrig ønsket/turde.

Skriv et svar