En løber på vej i mål. Kræfterne er brugt op. Og pludselig går han helt i stå. Kort afstand fra mål, men depoterne er brugt op – han er færdig. Men pludselig, ud af det blå, dukker hans bror op og tager ham under armen og slæber ham frem til mål.
En kræftpatient kæmper for håb og overlevelse. Mennesker stimler sammen for at vise deres støtte. Et glimt at håb.
Den store fortælling. Hjertet bliver blødt og rørt. Meningen med livet udfoldes – så er der jo mening med livet (sagt med den bedste Gintbergske stemme). At give kærlighed til hinanden og hjælpe når alt er håbløst. Sand mening.
Og så er der alle de der beskrivelser på Facebook som lokker mig til at klikke for at se.. ja, hvad er det jeg skal se? Men jeg er sikker på at mit hjerte nok skal sige et lille “nåååå” eller “iiiiiih” eller “ej hvor dejligt”.
Jeg sidder her bag min telefon. I sikker afstand. Trygt vidende at verden omkring mig er et godt sted at være. Se al den godhed, se alt det håb.
Men jeg kan ikke rigtigt blive fri for at lytte til en stigende uro i mit indre. En skyggebobbel, svævende, flygtigt, ugribeligt. Ja, måske er det i virkeligheden et mørke som er ved at omslutte mig. I jagten på den store fortælling om mening, mandsmod, livsvilje og offervillighed er jeg blevet fanget i skæmrusens opildnende passivitet. Den store fortælling om menneskers møde med håb har sat en endegyldig stopper for mit eget jeg.
Jeg er en zoombie. Fanget af det jeg udemærket godt ved er et endorfinkick skabt af billeder, lyd og feelgood fornemmelser. Og hvor meget jeg end ønsker at fastholde at dette ikke gør noget ved mit indre, så erkender jeg at… jeg erkender… Nej. Jeg har en drøm om at jeg nok burde erkende. Men jeg vil ikke.
Jeg vil ikke.
Det er virkeligt godt her i min sofa og en god kop kaffe. Fjernsynet kører på endnu et afsnit af “den store strikkedyst” – og selv om jeg slet ikke har hverken forstand eller tiltro til strik og farver – så er det enormt fedt at glæde sig over sejre og lade sig føle langt ind i nederlaget smerte. Følelser – jeg elsker dem. Elsker at svælge i dem. Elsker at komme helt tæt på – virkelighed eller ej – for min hjerne og hjerte fortæller mig at det jo er ægte følelser. Jeg føler virkeligt! Jeg er i live.
Drømmen om den store fortælling styrer mig. Jeg erkender at jeg også vil være med til sådan noget sejt noget. Tænk hvis jeg fik den store ide. Tænk om det var mig!?
Men skyggen som bliver ved at trænge ind på mig, udfordrer status quo. For spørgsmålet er om det er en skygge – eller om skyggen i virkeligheden er lys? Er meningen med livet egentlig at lykkes med en enkelt succes der dokumenters på video?
Den største fortælling om glæde, lykke og fremragende offervilje findes i beretningen om en person som var noget helt særligt. Hans attitude var at sætte sig selv til side for andre. Han var god til at hjælpe mennesker, men også god til at se hvornår han selv havde brug for at være sig selv. Men ultimativt måtte han sætte sig selv til side, da han overgav sig og blev slået ihjel. Se – det er ikke nogen feel-good-fornemmelse – blot nogle minutter af “The Passion of the Christ” og jeg overvejer om jeg skal slukke igen. I skyggen af Jesu klare lys må jeg overveje om det virkeligt kan være rigtigt at ægte lykke og mening findes i drømmen om den store youtubefortælling. Mon ikke Jesus drømmer om at du bringer dig selv i spil. Slipper telefonen og går ind til naboen og snakker om livet og hvad der brænder på hos dig og hos dem?
Det kan da nok være at du ikke bliver set på Youtube og folk klapper dig på ryggen over din godhed. Men at bringe lidt af Jesu lys med dig, en lille handling, et glimt af tjeneste og omsorg, det tror jeg er en langt større fortælling. Tør du være med?
Leave a Reply