Gud har gang i noget

Mange unge føler at kirken ikke taler deres sprog. Kirken forstår ikke at Biblen er meget mere end retfærdiggørelse og syndernes forladelse. Kirken tror kun at det handler om tro, da vil Gud ordne alting som vi ikke selv kan klare.
Konsekvenserne for denne tænkning medfører let at kirkens medlemmer bliver siddende på deres flade og håber på at Gud vil sende arbejdere ud som kan forkynde evangeliet. Gud råber og råber, men lyden trænger ikke igennem kirkens tunge mure og klokkernes dumpe rungene i baggrunden.

Modstanden mod overvægten af retfærdiggørelse og “sola indgribus” fra Guds side, har teologiske følger som jeg mener kan skrives på tre sætninger:

Verden er noget lort.
Gud har gang i noget stort.
Kom og vær med i vores arbejdsfællesskab.

Der er ikke noget forkert i sådan en tænkning! Verden er noget lort på mange måder, og Gud har virekligt gang i noget stort. Det kristne fællesskab har også store fordele. Arbejdet mod et fælles mål, med et fælles centrum. Det er livskvalitet – og samarbejdet har det fælles mål: at være sammen med Kristus.

Men jeg ser også en faldgrube, nemlig at denne håben på menneskers fællesskab og optimisme fører til en forfejlet kristendom. Problemet er at sprøgsmålet om synd og skyld i forhold til Gud træder i baggrunden. Et menneske er skyldig i forhold til Gud og kan se frem til Guds dom. Dette er virkeligheden. Hvor meget vi end kæmper for en bedre verden, at gøre som Jesus og alt det der, så vil skylden altid være der. De tre linjer kan formuleres således:

Verden er noget lort.
Du er skyldig over for Gud.
Tro på Jesus, så ordner han dit problem.

Jeg går ind for at kombinere begge forståelser. Så at Guds tilgivende ordning, med Jesu forsonende død fører os over i et arbejdsfællesskab, fordi Gud netop har gang i noget stort.

Problemet med den sidste “tese” er der stadig. Nåden kan stadig blive en sovepude. Og jeg har ikke en genial løsning til hvordan begge udtryk kan kombineres “in real life”.

4 Replies to “Gud har gang i noget”

  1. Hej Simon
    Nu har jeg læst dit indlæg et par gange – efter du har linket hertil fra Nissens side. Jeg tror, jeg er med på, hvad du skriver, men jeg er ikke sikker på, at jeg er enig med dig i din første forudsætning i dine teser: At verden er noget lort!
    Det er sandt, at der er meget lort i verden – og at verden går mod sin undergang. Men jeg er ganske enkelt ikke enig i, at verden er noget lort. I hvert fald ikke, hvis du mener, at den kun er noget lort… Efter min bedste overbevisning, så er Guds rige nemlig også her i verden – og Guds rige er godt. Det er ikke fuldt ud synligt, og det bliver det heller ikke på denne jord. Men Guds rige er nær – og vi ser det i glimt hernede.
    Og derfor bliver nåden heller ikke så let en sovepude for mig. Fordi nåden er en del af Guds rige – og for mig ikke kun handler om, at Jesus en dag vil redde mine kastanjer ud af ilden. Jeg er faktisk allerede frelst og fri – jeg er flyttet over i Guds rige. Og jeg ønsker inderligt at se mere af Guds rige her på jorden – og det tror jeg, vi kommer til, når vi allerede nu indser at vi lever i nådens rige. Vi synger om det i sangen: “Komme dit rige i blandt os … lær os at elske med mere end ord … gennem vort liv vil du være den svage og ensommes ven” Guds rige er nær allerede, og vi kan være med til at vise det, hvis vi lever som det, vi er – indbyggere i det rige.

  2. Sådan som jeg læser dit indlæg synes jeg netop at du taler “model 1” i klare vendinger. Du er enig i at der er problemer i verden, men du er med i “arbejdsfællesskabet” hvor Gud har gang i noget stort. Styrken ved model 1 er netop Gudsrigets “allerede”.

  3. I så fald vil jeg sige, jeg fuldt ud er klar over, at jeg er en synder og står skyldig overfor Gud. Og jeg ved, at det ikke er min egen fortjeneste, at jeg er flyttet over i Guds rige. Og jeg ser det bestemt, som et udslag af Guds nåde at jeg får lov til at være med i hans store projekt. Gud kunne have valgt at arbejde på en anden måde, men af en eller anden grund valgte han at bruge os mennesker. I ydmyghed overfor det nådige valg, bøjer jeg mig og siger: “Så brug mit liv til at vise din store nåde til andre!”

    Nå du skriver arbejdsfællesskabet – hentyder du så til det kristne fællesskab, eller hentyder du til den enkeltes arbejdsfællesskab med Gud? Det er nemlig ikke uvæsentligt for mig…

  4. Det er vist et “både og” mere end et “enten eller”. Gudsriget er netop et samspil mellem Guds indgriben (nådegaver, bøn(og svar) og hans vejledning og omsorg), men fællesskabet rækker også ud til andre mennesker, og der kræver det også en menneskelig indsats. Gudsriget kommer ikke af sig selv (ikke sådan at forstå at vi kan tvinge Gudsriget frem, ved vores arbejde). Gudsriget ER dér hvor vi som kristne er og arbejder, med menigheden som centrum.

Skriv et svar